Baggrund og historie

– fra projekt til den selvstændige virksomhed STYR LIVET, som drives af brugere og professionelle sammen.

Recovery og personcentreret planlægning
Heldigvis er der i dag i Danmark en udbredt opfattelse af, at mennesker med alvorlige psykiske problemer kan komme sig, selv om de har de sværeste diagnoser og har taget medicin i mange år. Men det er vigtigt at have værktøjer til at finde gode veje i livet ud fra egne forudsætninger, ønsker og drømme,

På det socialpsykiatriske tilbud Slotsvænget har vi i mere end 10 år arbejdet for at indsamle viden om mulighederne for at komme sig, og om hvad der kan være hjælpsomt i processen. Eksperter fra ind – og udland, hvoraf mange har egne brugererfaringer, har undervist brugere og medarbejdere i recovery, stemmehøring, mestringsstrategier, selvskadende adfærd og meget andet.

PCP er ikke én, men mange ting
Undervejs har vi mødt personcentreret planlægning, PCP. Denne tilgang er udviklet i USA og er brugt og videreudviklet i bl.a. den engelske psykiatri. Tilgangen har vist sig at være meget anvendelig, fordi den understøtter drømme og hjælper med at sætte og arbejde mod at nå sine mål. .
PCP er altså ikke én bestemt metode, men en samlet betegnelse for recovery-orienterede værktøjer.

Styr (på) livet
I perioden 2007 – 2010 modtog det socialpsykiatriske bosted Slotsvænget i Lyngby-Taarbæk kommune midler fra Socialministeriets pulje “Nye veje til Arbejde for sindslidende og andre udsatte grupper” til projekt STYR LIVET med personcentreret planlægning.

STYR LIVET byggede videre på den viden og de erfaringer om recovery og recovery-orienterede værktøjer, som Slotsvænget har fået gennem tiden. Formålet med projektet var at samle, udvikle og formidle vores viden, erfaringer og værktøjer. Samtidig ville vi give brugerne mulighed for at bruge deres egne erfaringer som kompetence i undervisning og formidling af recovery-arbejdet.

Målgruppe
Projektets målgruppe var mennesker med alvorlige psykiske problemer på førtidspension, som ikke umiddelbart kunne indgå i almene uddannelses- eller arbejdssammenhænge. Deltagerne blev undervist i at bruge værktøjerne i deres egen proces, men blev samtidig inddraget i arbejdet med at forbedre, udvikle og formidle dem. Dermed blev deres egne erfaringer også bearbejdet til en form, hvor de kunne inspirere andre.

Projektets periode med puljemidler sluttede i midten af 2010 og var en klar succes.

Vi opnåede at

  • Samle og udvikle viden og redskaber, der har vist sig at hjælpe flere brugere til at få styr på eget liv.
  • Udgive en arbejdsbog, der er skrevet i samarbejde med brugerne
  • Udvikle kurser og temadage
  • Uddanne brugere i at undervise i personcentreret planlægning

I dag er projektet videreført i den selvstændige virksomhed STYR LIVET. Den har ligesom projektet til formål at samle og formidle viden, erfaringer og værktøjer. Det er også fortsat formålet at uddanne brugere til selv at involvere sig i virksomheden – som undervisere eller på anden måde.

STYR LIVET drives af brugere og professionelle sammen og sigter på fortsat at være brugerstyret. Vi tilbyder kurser, temadage, foredrag og vores arbejdsbog:

STYR LIVET
med personcentreret planlægning

En arbejdsbog
for og af
mennesker med alvorlige psykiske problemer
som ønsker at komme videre i livet